DERFOR ER DIN KOSTPLAN/KALORIETÆLLING/MAKRO-TRACKING ET QUICK FIX – MEN SAMTIDIG ET LÆRERIGT REDSKAB
 
En kostplan er nødvendig, hvis man gerne vil opnå resultater med krop og fitness… Ik? Det er i hvert fald, hvad de fleste af de mennesker, jeg møder til daglig, tror og forventer.
 
Og det forstår jeg godt. Det er den klassiske løsning, når folk begynder hos en personlig træner eller lignende. Så får man udleveret en kostplan, som skal sikre et kalorieunderskud, hvis man gerne vil tabe sig, et kalorieoverskud, hvis man vil tage på. Nogle kostplaner er mere restriktive end andre, men langt de fleste personlige trænere i dag er blevet gode til at udarbejde mere fleksible kostplaner til deres kunder. Det er positivt!
 
Der er også nogen, som arbejder ud fra en filosofi om, at der skal skabes et kalorieunderskud, men hvordan du kommer dertil, det bestemmer du selv. Du skal blot registrere alt, hvad du spiser på en dag, og således tjekke op på, at du ikke overstiger et vist antal kalorier dagligt. Det gør det også mere fleksibelt for dig at opnå dine mål. Samtidig lærer det dig at kunne vurdere, hvor meget energi, der er i forskellige fødevarer, hvilket kan være et godt redskab at gøre sig bekendt med ift. at holde sin vægt i fremtiden.
 
Ovenstående er tilgange, som jeg også selv har arbejdet ud fra, og som jeg stadig til dels anvender. Det er også metoder, som jeg i mange år har anvendt personligt. Men… Jeg vil kun modvilligt give dig en kostplan eller sige, at du skal tælle alle dine kalorier hver dag i vores forløb mod dit mål. Hvorfor? Fordi det er et quick fix.
 
Kostplanen er den hurtige løsning på at nå dine mål. Du lægger beslutningen og dermed ansvaret om, hvad du skal vælge af madvarer til dine 3-5 måltider over på din træners skuldre. Men 1) hvad sker der så, når du ikke selv kan organisere dine måltider fx hvis du spiser ude? Og 2) selvom en kostplan kan være noget så fleksibel, så kan man hurtigt køre død i de samme måltider, hvormed man begynder at indføre noget andet her og noget tredje der. Og så er man lige vidt…
 
Som måske 100% af de mennesker, som jeg har inde til en konsultation, også siger, så ønsker de at skabe nogle forandringer, som de kan holde ved. Resten af deres liv. Hvis du ikke tænker, at du har lyst til at veje og nøje beregne alt, hvad du spiser, fra i dag og resten af dit liv, så synes jeg, at vi skal kigge mod et andet alternativ…….
 
Vaneændringer. Jeps, arbejde med, hvorfor du spiser for meget/for lidt og derfor ikke vejer eller ser ud, som du gerne vil… Jeg vil langt hellere hjælpe dig med at kigge på de vaner, som ligger til grund for, at du kommer i et kalorieoverskud/-underskud. Hvis vi ændrer dem, så kan vi virkelig skabe forandringer over tid. Men det er dét det kræver – TID! Og tillid. Og på sin vis også et ansvar. Et ansvar for dig selv om, at du ønsker en forandring, som du tager ansvar for at arbejde hen i mod.
 
Lad kostplanen ligge, hvis du vil opnå den vedvarende forandring i dit liv.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment